Loading Events

« All Events

  • This event has passed.

Sydhavnens Litteraturfestival 2023

August 27, 2023 @ 10:00 am - 4:00 pm CEST

Det er med stor glæde, at vi igen i år inviterer til Sydhavnens Litteraturfestival

Sydhavnens Litteraturfestival er først og fremmest en hyldest til den nye og spændende litteratur, som udspringer i disse år. Men i år vil vi også gøre festivalen til en legeplads for litteraturen.

Festivalen skal være en katalysator, der giver litteraturen nye former, farver og toner.

Derfor vil festivalen, udover en masse fantastiske oplæsninger, skabe en række tværæstetiske litteraturoplevelser.
Musik og ord vil smelte sammen, festivalpladsen vil blive til en åben digtsamling, forfatterspirer vil poppe op, der vil være live performance – og så vil vi skabe et stort eksperimenterende, litterært legeland for børn, hvor de kropsligt kan opleve litteraturens kreative åre.

Oplev:
𝑳𝒊𝒗 𝑬𝒂 𝒎. 𝑵𝒂𝒋𝒂-𝑴𝒂𝒓𝒊𝒆 𝑺𝒐𝒖𝒍𝒊𝒆́ • 𝑱𝒐𝒂𝒌𝒊𝒎 𝑲𝒓𝒖𝒔𝒆 𝑳𝒚𝒌𝒌𝒆 • 𝑺𝒆𝒃𝒂𝒔𝒕𝒊𝒂𝒏 𝑵𝒂𝒕𝒉𝒂𝒏 • 𝑲𝒓𝒊𝒔𝒕𝒊𝒏 𝑽𝒆𝒈𝒐 • 𝑴𝒊𝒄𝒉𝒂𝒆𝒍 𝑯𝒐𝒍𝒃𝒆𝒌 • 𝑰𝒅𝒂 𝑭𝒓𝒆𝒕𝒕𝒆 𝒎. 𝑨𝒍𝒆𝒙𝒂𝒏𝒅𝒆𝒓 𝑯𝒐𝒍𝒎 • 𝑹𝒂𝒔𝒎𝒖𝒔 𝑻𝒉𝒆𝒊𝒔𝒆𝒏 • 𝑺𝒂𝒃𝒊𝒕𝒉𝒂 𝑺𝒐̈𝒅𝒆𝒓𝒉𝒐𝒍𝒎 • 𝑳𝒊𝒗𝒆𝒑𝒆𝒓𝒇𝒐𝒓𝒎𝒂𝒏𝒄𝒆 𝒎𝒆𝒅 𝑳𝒚𝒅𝒆𝒏 𝒂𝒇 𝑺𝒖𝒈𝒆𝒕 • 𝑳𝒊𝒕𝒕𝒆𝒓æ𝒓𝒕 𝒍𝒆𝒈𝒆𝒍𝒂𝒏𝒅 𝒇𝒐𝒓 𝒃ø𝒓𝒏 𝒐𝒈 𝒎𝒆𝒈𝒆𝒕 𝒎𝒆𝒓𝒆

OM FESTIVALEN
Sydhavnens Litteraturfestival er en oase af idyllisk natur, nyeste litteratur og forunderlige oplevelser. Omringet af store gamle træer, heste, broer, kaniner, vandløb og alpakaer tager sproget form i naturskønne omgivelser, og skaber et unikt møde med litteraturen, hvor fordybelse, fortabelse, forbavselse og det fabelagtige venter lige om hjørnet.

Sydhavnens Litteraturfestival er for familierne og enspænderne. For voksne og børn. For de lokale og litteraturelskerne. For bogorme og de læsesky. For de forvildede og forvænte. Feinschmeckerne og nostalgikerne.

Festivalen finder sted d. 27. august fra kl. 11-17, og det er gratis.

Der vil i løbet af dagen være mulighed for at købe mad og drikke i husets café.

FESTIVALPROGRAM

▷ ØKOHAVEN FOR BØRNEFAMILIER

Iscenesat af scenograf Annika Nilsson forvandles Økohaven til et litterært legeland, hvor børn kan møde og eksperimentere med ord og litteratur på en sanselig og kropslig måde.
Gå på opdagelse i et arkiv over uddøde ord i en gammel campingvogn, som er fyldt med apotekerglas, der indeholder ord, der ikke bruges ret meget mere.
Mærk på et ord – brug hænderne til at fange og mærke på forskellige bløde, hårde, kantede og blævrede ord skabt i forskellige materialer.
Sæt dig ved en skrivemaskine og få 100 % analogt og kropsligt afløb for ord, sætninger og fortællinger, der måtte presse sig på.

▷ DANSEPAVILLONEN

I den 120 år gamle fredede Dansepavillonen kan man for en stund søge ly for omverden og svæve ind i andres verdener, når de fire forfattere på hver deres måde åbner op for fortællinger om sårbare skæbner.

𝑺𝒂𝒃𝒊𝒕𝒉𝒂 𝑺𝒐̈𝒅𝒆𝒓𝒉𝒐𝒍𝒎 (f. 1989) debuterede i 2022 med romanen ”Chellam”. ”Chellam” er en lyrisk kortroman, der gennem sanselige beskrivelser af farver, dufte og smage fremkalder erindringer og genskaber minder fra en barndom i Indien og Skandinavien. Romanen er poetisk forførende, men indlejret i smukke sansninger gemmer sig en skarp kritik af kolonialisme, klima og adoption.
Sabitha Söderholm er vinder af Årets Talent ved Blixenprisen 2023

𝑴𝒊𝒄𝒉𝒂𝒆𝒍 𝑯𝒐𝒍𝒃𝒆𝒌 (f. 1961) har skrevet et utal af biografier, men det er som debutforfatter, at han optræder på festivalen. Michael Holbek udgav nemlig i 2022 sin første skønlitterære roman, ”Strøm”. En familiefortælling om håndværkere, hashsmuglere og drømmere i Danmark fra 1960’erne til 80’erne. Romanen rummer en række fantastiske tidsbilleder, sort humor og formår samtidig at være rørende i sin fortælling om en række uindfriede drømmere.
Michael Holbek var nomineret til DR Romanprisen 2023

𝑱𝒐𝒂𝒌𝒊𝒎 𝑲𝒓𝒖𝒔𝒆 𝑳𝒚𝒌𝒌𝒆 (f. 1994) debuterede i 2022 med romanen ”Et sted at være mor fra”. En smertelig fortælling om en søns oplevelse af morens terminale sygdomsforløb. Joakim Kruse Lykke indfanger fåmælt og med pausernes sitren den intimitet, der kan opstå i overgangen mellem liv og død. Romanen er på samme tid brutal og håbefuld, når den behandler erfaringen af at miste en, man elsker.
Joakim Kruse Lykke er uddannet fra Forfatterskolen og Kungliga Konsthögskolan i Stockholm.

𝑲𝒓𝒊𝒔𝒕𝒊𝒏 𝑽𝒆𝒈𝒐 (f. 1991) debuterede i 2022 med ”Se en sidste gang på alt smukt”, der er en samling af ni noveller om unge kvinders overgangsfaser. Kristin Vego formår med et sanseligt, naturbeskrivende og poetiske sprog at afdække stilfærdigt, hvordan små ændringer i livet kan have betydning for de relationer, man tror man er en del af.
Kristin Vego modtog i 2022 både den danske Bogforums debutantpris og den norske Tarjei Vesaas debutantpris

𝑳𝒚𝒅𝒆𝒏 𝒂𝒇 𝑺𝒖𝒈𝒆𝒕
Forfatter Ida Marie Hede og musiker Cisser Mæhl inviterer med Lyden af Suget til et intimt møde mellem litteratur, lyd og musik. Med udgangspunkt i Ida Marie Hedes anmelderroste roman Suget eller vasker du vores fuckfingre med dine tårer (Basilisk, 2020) fremfører de to kunstnere en inderlig og til tider vild og temperamentsfuld lyd- og litteraturperformance.

▷ CAFÉHAVEN

I Café Karens caféhave finder vi en intim scene omringet af træer, grønne buske og ro. Her er der plads til at dvæle ved lyrikkens sælsomme ømhed; blive arrig når fortællingerne afslører nepotismen; og lade sig overvælde når sproget fletter sig ind i musik og lyde.

𝑳𝒊𝒗 𝑬𝒂 (f. 1999) har tidligere skrevet en række børnebøger, men det er som digter, at vi skal opleve hende på festivalen, hvor hun vil præsentere en række digte fra sin nyeste udgivelse, “små sten under huden”. Liv Eas digte omfavner smukt, omsorgsfuldt og kritisk eftertænksomt forbindelsen mellem menneske og natur.

Liv Eas oplæsning vil blive akkompagneret af Naja Soulié på cello, så der er slået an til en meget smuk oplevelse. Naturdigte tilsat smukke toner og grønne omgivelser.

𝑺𝒆𝒃𝒂𝒔𝒕𝒊𝒂𝒏 𝑵𝒂𝒕𝒉𝒂𝒏 (1996) debuterede med digtsamlingen, ”Honey Moon”, der langsomt og med et sorgbart sprog indfanger et langt break up og en ung forelskelse. Det er svært ikke at resonere med Sebastian Nathans digte. Selvom de ofte tager afsæt i epoke af kulturelle referencer, så er følelserne genkendelige og bevægende. Sebastian Nathans digte giver et rum for følsomhed, sårbarhed, ømhed, skønhed og sorg.
Sebastian Nathan er uddannet på Forfatterskolen og vandt i 2022 Munch-Christensens debutantpris

𝑰𝒅𝒂 𝑭𝒓𝒆𝒕𝒕𝒆 (f. 1987) er født i Trondheim, men bor i dag i København og Rom. Hun debuterede med digtsamlingen, ”Perverst navn”, der er oversat til dansk. Digtene er en langsom udforskning af menneskelige mekanismer og begær – og spørgsmålet om, hvordan vores sprog kan indfange disse.
Ida Frettes oplæsning vil blive akkompagneret af Alexander Holm på harpe, så gør jer klar på en smuk inderlig rejse ind i sproget og menneskelige relationer.
Ida Frette er uddannet fra Skrivekunstakademiet i Hordaland, Forfatterskolen i København og Litterær Gestaltning i Göteborg.

𝑹𝒂𝒔𝒎𝒖𝒔 𝑻𝒉𝒆𝒊𝒔𝒆𝒏 (f. 1995) debuterede i 2021 med romanen, ”Andre hunde”, der handler om en 21-årig dansker, der flytter til Vestgrønland for at arbejde. En tilflugt hvor hovedpersonen både forsøger at finde sig selv, samtidig med at han indfanges i et lokalsamfunds gnidninger og konflikter – alt imens danskernes kolonialistiske attitude og praksis i Grønland synliggøres. Det kritiske og det fængende går hånd i hånd, når Rasmus Theisen skriver.
Rasmus Theisen blev hædret med Munch-Christensens debutantpris i 2022

▷ Festivalen er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond, Kgs. Enghave Lokaludvalg og Karens Mindes Kulturfond.

▷Stor varm tak til Michael Svendsen Juhl fra Copenhagen Storytellers og scenen Ord i Karens Minde for at kuratere et stærkt hold af forfatterspirer, der i løbet af dagen vil ‘poppe op’ før oplæsningerne.

Med varme litteraturdrømme
Karens Minde Kulturhus, Sydhavnens Bibliotek og Børnekulturstedet Karens Minde

Details

Date:
August 27, 2023
Time:
10:00 am - 4:00 pm CEST
Website:
https://www.facebook.com/events/238443875643593

Venue

Karens Minde Kulturhus
Wagnersvej 19
Copenhagen, 2450 København SV DK
+ Google Map

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *